Den mistænkelige dansker og militærets lager
Da jeg købte min gård i Mörrum, var laderne allerede udlejet til militæret, som havde noget udstyr opmagasineret der. Gården havde stået tom i et stykke tid, så militæret havde hyret en nabo til at “holde øje”, så der ikke blev stjålet noget, eller der skete noget mistænkeligt.
Da jeg flyttede ind, håbede jeg, at de ville fortsætte med at leje — jeg kunne godt bruge pengene, og jeg havde ikke brug for de 600 kvadratmeter, de havde lejet.
Men de var temmelig skeptiske… fordi jeg var dansker.
Jeg syntes, det var helt til grin — troede de virkelig, at jeg var spion?
Hvilket motiv skulle en ung dansk pige have for at stjæle fra deres lager?
Til sidst gik de med til at fortsætte lejemålet — på betingelse af, at naboen stadig holdt opsyn.
Det kom jeg hurtigt til at fortryde.
Han dukkede nemlig op på alle tidspunkter af døgnet og listede rundt om bygningerne.
Flere gange stod jeg i stalden, når han pludselig dukkede op og sneg sig omkring i mørket — jeg fik flere gange et chok!
En gang havde jeg besøg af en god ven, som ofte hjalp mig med at bygge i stalden.
Vi stod og fjollede og grinede af noget, da vi pludselig opdagede… naboen stod der og gloede på os!
Så fik jeg nok.
Jeg sagde til militæret, at enten måtte de bede ham stoppe — eller også måtte de flytte ud.
De valgte at opsige samarbejdet med ham, for nu havde de åbenbart indset, at jeg var ganske harmløs.
Mine forældre og jeg spøgte tit med, at vi burde grave et bøjet rør ned i gårdspladsen og rette det mod laderne — så det lignede en ubåd på vej op — bare for at se, om militæret ville komme farende med udrykning!
Det var jo samtidig med, at den russiske ubåd blev opdaget ved Karlskrona, og aviserne var fulde af ubådshistorier.
Da militæret endelig flyttede ud et par år senere, var jeg selvfølgelig nysgerrig efter at se, hvad de havde haft opmagasineret.
Jeg havde gættet på våben, kanoner eller sprængstoffer — så hemmelighedsfulde som de havde været.
Men nej… det viste sig at være gamle cykler og telte.
Sager, som ingen gad have!
Men det dér med at “holde øje med den vilde dansker” stoppede ikke der.
Mit hus lå lige ud til hovedvejen, så alle kunne se, hvem der kom og gik.
Jeg havde et stort hus og tit gæster, så det gik bestemt ikke ubemærket hen.
En lørdag aften, hvor jeg holdt fest, og der stod nogle biler på gårdspladsen, bankede det pludselig på døren ved ni-tiden.
En af gæsterne kiggede ud og så skrækslagen ud: “Det er politiet!”
Vi havde hverken høj musik eller ballade, og naboerne boede langt væk, så jeg anede ikke, hvad der foregik.
Udenfor stod tre betjente. Jeg kendte den ene i forvejen.
“Jo,” sagde han, “vi har jo snakket om, at du skulle sy de der armskånere til os, og da vi kørte forbi, tænkte jeg…”
“Nej,” sagde jeg, “du tænkte ikke — I vil bare have kaffe, ikke?”
“Jo… det kunne da være hyggeligt,” svarede de.
Så jeg inviterede dem indenfor, og vi havde en fantastisk aften sammen.
Men jeg kunne ikke lade være med at grine for mig selv — jeg vidste præcis, hvad naboen ville tænke:
“Se nu den dansker! Hun holder vild fest, og politiet er der hele aftenen… gad vide, hvor mange der blev anholdt?”
Ja… jeg har haft meget sjov i mit liv!