Da jeg var barn og ung, fik jeg altid at vide:

“Det er aldrig hestens skyld. Det er dig, der skal tilpasse dig og lære mere.”

Jeg tilbragte utallige timer på marken og i folden med at iagttage hestene. Jeg studerede flokken, hvordan de kommunikerede med hinanden, og hvordan de reagerede på forskellige situationer. Jeg besøgte bønder, som stadig arbejdede sammen med deres heste, og jeg læste alle de hestebøger, jeg kunne få fat i. Der fandtes ikke så mange dengang, så jeg læste de samme bøger igen og igen.

Da jeg blev ældre, kom jeg ind i andre kredse. Pludselig handlede det om konkurrence, præstation og om at sammenligne sig med andre. Man talte om afstamning, sadler, underlag og om, hvor vigtigt det var at få hesten til at respektere én og vise, hvem der bestemte.

I nogle år var jeg en del af den verden. Når jeg ser tilbage i dag, kan jeg se, at det dengang – ligesom nu – ofte handlede om at vurdere mennesker ud fra deres præstationer med hesten. Hvor dygtige de var til at ride.

Jeg fulgte med op til middelsvært niveau, men efterhånden begyndte noget at føles forkert. Træningen blev mere og mere fokuseret på resultater. Øvelserne blev gentaget igen og igen. Sporer og kandar blev en naturlig del af udstyret.

Jeg husker tydeligt, at jeg stod med trensen i hånden og skulle lægge to bid i munden på min fuldblodshest og spænde kæden. Jeg kiggede på hans fine hoved og tænkte:

“Jeg bryder mig ikke selv om at have metal i munden. Han har ikke noget valg.”

Min hest var vant til det. Han havde gået St. Georges og vidste præcis, hvad der blev forventet af ham. Men jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det.

Det var sandsynligvis dér, min konkurrencekarriere sluttede.

For mig var hestene først og fremmest mine venner. Jeg ønskede altid at forstå, hvad de kunne lide, hvad der gjorde dem trygge, og hvad der gjorde dem glade. Ikke kun fordi jeg holdt af dem, men også fordi det gjorde mig til en mere sikker rytter og hesteejer.

Desværre hører jeg stadig de samme argumenter i dag. Hvis nogen stiller spørgsmål ved hårde træningsmetoder eller kritiserer måden, nogle succesfulde ryttere behandler deres heste på, kommer svaret ofte:

“Du forstår det ikke, fordi du aldrig har konkurreret på det niveau.”

Men erfaring fra konkurrencer er ikke det samme som viden om heste.

Gennem årene har jeg lært, at mange mennesker bliver eksperter inden for deres eget område. En rytter kan blive ekspert i ridning. En dyrlæge kan blive ekspert i medicin. En beslagsmed kan blive ekspert i hove.

Men hesten er så meget mere end én enkelt disciplin.

En hest er et levende individ med følelser, behov og sin egen personlighed. For virkelig at forstå heste må vi se hele hesten – ikke kun dens præstation.

Jeg er overbevist om, at det er muligt at træne avancerede øvelser og konkurrere på højt niveau uden at være hård eller urimelig over for hesten. Mange ryttere har bevist, at det kan lade sig gøre. Desværre findes der også store økonomiske interesser, prestige og traditioner i sporten, som gør forandringer vanskelige på de højeste niveauer.

På mange måder er jeg vendt tilbage til det, jeg lærte som barn:

Det er sjældent hestens skyld.

Når noget ikke fungerer, bør vi først se på os selv. Hvordan har vi det? Hvilke signaler sender vi? Har vi virkelig forstået hesten? Er vi tydelige? Er vi retfærdige?

Jo mere selvtillid og indre ro vi har, desto mindre har vi brug for andres anerkendelse. Når vi når dertil, bliver det lettere at lytte til hesten i stedet for at bruge hesten til at bevise noget om os selv.

Det interessante er, at denne indsigt ikke kun forbedrer vores forhold til hesten. Den påvirker også vores relationer til andre mennesker, vores arbejdsliv, vores familie og den måde, vi ser os selv på.

Så hvad tænker du?

Er det som regel hestens skyld – eller begynder forandringen hos os selv?