Er Det Nok?

Er Det Nok?

30. juli 2025 Af anneaxell

Drømme, realiteter og kunsten at købe hest med lukkede øjne

Jeg kendte engang en mand. Han var 35, boede alene, arbejdede hårdt og var en flink fyr. Men lad os være ærlige – han lignede ikke ligefrem George Clooney. Mere som en lidt træt tekniker fra 90’erne, der aldrig helt fandt stikkontakten til charme. Han havde et almindeligt job, boede i en lejlighed med mere grantræ end god smag og var ganske tilfreds med tilværelsen.

En dag spurgte jeg ham, hvorfor han ikke havde en kæreste.
Hans svar?
”Altså, jeg har jo nogle krav,” sagde han.
Kvinden skulle være smuk – altså model-smuk, have penge, klæde sig stilfuldt, være classy og intelligent.
Jeg nikkede langsomt og tænkte i mit stille sind: “Har du overhovedet set dig selv i spejlet for nylig, makker?”

Og det minder mig skræmmende meget om, hvordan mange tænker, når de skal købe hest.

Vi drømmer stort. Vi ser os selv som ryttere i verdensklasse. Og hesten? Den skal være smuk, fejlfri, let at ride, have tre gangarter i top, fantastisk temperament, god afstamning og… koste maks 40.000 kr.

Nå ja – og vi glemmer helt, at vi måske hverken har erfaringen eller tiden til at uddanne den.
Og at alt det udenom koster spidsen af en sadel.

Don’t get me wrong – det er dejligt at drømme.
Men på et tidspunkt skal man altså stoppe op og spørge sig selv:
“Er det her egentlig nok?”
Og jeg mener ikke kun pengene. Jeg mener tiden, energien, evnerne, tålmodigheden – og lidt selverkendelse.

Alt for mange køber hest med øjnene.
Ikke med forstanden. Ikke med realismen. Ikke med selvindsigt.
De ser en flot, skinnende 4-årig og forestiller sig selv ride elegant hen over grønne marker, mens fuglene synger og naboerne klapper begejstret fra hegnet.

Virkeligheden?
Mudrede folde.
Bidte grimer.
Træningspas hvor alt går baglæns.
Og det er helt okay – hvis bare man er ærlig over for sig selv.

Så før du forelsker dig i den smukke hest med dådyrøjne og en pris der virker for god til at være sand – så spørg dig selv:
👉 Har jeg det, der skal til for at uddanne den her hest?
👉 Har jeg råd til ALT det udenom?
👉 Og det vigtigste: Matcher hesten mig, eller kun den drøm jeg har inde i hovedet?

Vi behøver ikke være perfekte.
Vi skal bare være lidt mere som hestene selv – nede på jorden, ærlige og til stede.

Så næste gang du scroller igennem hesteannoncer og drømmer dig væk – glem ikke at kigge i spejlet også.
Og spørg dig selv:
“Er det nok?”

(Og hvis svaret er nej – så er det altså ikke verdens undergang. Det betyder bare, at du måske skal tage ét skridt ad gangen. Hestelivet er en rejse, ikke en destination. Og nogle gange er det vigtigste, at du bliver den slags menneske, som din drømmehest faktisk ville vælge.)


🎠 Vil du have mere ærlig viden, støtte og inspiration i dit hesteliv?
Bliv en del af min medlemsgruppe:
🌍 Happy Horse Hub (engelsk)
Her får du masser af læring, fællesskab og ægte snakke om alt fra hestens trivsel til din egen selvtillid i sadlen – altid med varme, erfaring og en god portion humor.

👉 Kom og vær med – vi glæder os til at byde dig velkommen! 🐎💛