Hø – Hvad får man egentlig?
Da jeg var barn, tilbragte jeg meget tid hos bønderne i nærheden af vores sommerhus i Blekinge. Det var små, selvforsynende gårde med 3–5 køer, nogle grise og et par heste, som blev brugt både i landbruget og i skoven. For en storbypige som mig var det en drøm at være omgivet af dyr, natur og frisk luft. Jeg elskede at hjælpe til, og bønderne satte pris på min entusiasme – jeg mugede gerne ud, gik ture med den rastløse jagthund, og mest af alt elskede jeg at hjælpe med høhøsten. Det var hårdt arbejde, men det var også en æressag, et bevis på, hvor dygtig en bonde man var.
Høhøst i gamle dage – et håndværk og en kunst
Dengang var det fysisk krævende, men ærefuldt arbejde at høste hø. Markerne blev slået med hest og slåmaskine, hvilket krævede både teknik og styrke – ikke kun fra bonden, men også fra hesten. Efter et par dages tørring skulle høet vendes, hvilket også blev gjort med hestetrukne redskaber. Denne proces blev gentaget flere gange, indtil høet næsten var tørt.
Derefter byggede vi hæsser, lange trækonstruktioner, hvor høet blev hængt op for at tørre yderligere. At få høet hængt ordentligt op var en kunst i sig selv, og i begyndelsen væltede det meste af mit ned igen! Men snart lærte jeg teknikken. Når høet hang på hæsserne, gjorde det ikke så meget, hvis det kom en regnbyge – vandet løb bare af, i stedet for at trænge ind i høet.
Når det endelig var helt tørt, blev det læsset på en vogn – selvfølgelig trukket af en hest. At køre hjem på et duftende hølæs var højdepunktet! Jeg husker især en gang, hvor vi fik en punktering på vognen – fordi vi sad øverst på det høje læs, skred halvdelen af høet ned, da vognen blev skæv. Vi måtte læsse det hele op igen, så snart hjulet var repareret.
Efter en lang dag med høarbejde tog vi altid en tur ned til søen for at vaske sveden og støvet af os. Det lyder måske romantisk – og det var det faktisk også. På trods af det hårde slid var der en vidunderlig følelse af tilfredshed, når vi så høet ligge trygt på loftet, klar til at fodre dyrene om vinteren. Lugten af tørt hø i laden var magisk – en duft af sommer, der varede hele året.
Hø i dag – effektivt, men til hvilken pris?
Før i tiden blev markerne gødet med ko- og hestemøg, som fik lov at brænde sammen, før det blev spredt – også med hestetrukne redskaber. Jorden fik lov at hvile, og græsset kunne vokse i mange år uden at blive sået om. Det betød, at en naturlig variation af planter blev bevaret, inklusive urter og ukrudt, som hestene naturligt ville opsøge i det fri.
I dag ser høproduktionen helt anderledes ud. Hurtigtvoksende græssorter bliver sået næsten hvert år, og de får kunstgødning for at vokse endnu hurtigere. Marker bliver pløjet og sprøjtet, hvilket udrydder de hjemmehørende planter – og dermed også de næringsrige urter, som heste ville spise naturligt.
Moderne hø bliver vendt nogle få gange med traktor, men det får aldrig mulighed for at tørre ordentligt, som det gjorde før, da det blev hængt op. I stedet bliver det hurtigt presset i baller, og ved hårdpressede baller skæres siderne af, hvilket øger risikoen for mugdannelse under opbevaring. I dag bruges der oftere store rundballer, som i det mindste bedre bevarer høets struktur.
Nu skal hø være perfekt, og landmænd får det analyseret for at se præcis, hvad det indeholder. Før i tiden vidste man, at kvaliteten var god, fordi man kendte metoden og forstod høets beskaffenhed. Det var en viden, man kunne mærke med hænderne og dufte sig til – ikke noget, der behøvede tal på et stykke papir.
En tabt charme
Det er selvfølgelig dejligt, at man i dag slipper for det hårde fysiske arbejde, som høhøsten krævede dengang. Men alligevel savner jeg nogle gange de gamle metoder. Der var noget særligt ved at se høet tørre på hæsser, ved at opleve duften af sommer i laden gennem vinteren, og ved den tilfredsstillelse, man følte efter en lang dags arbejde.
Og måske var det allerbedste, når bondens kone eller søster kom ud med hjemmebag og frisk jordbærsaft. Så vidste jeg, at jeg var det heldigste barn af alle mine klassekammerater.
På billedet, Hamn og jeg for 50 år siden.