I fredags måtte vi tage afsked med Charlie, og det var naturligvis utrolig trist. Det er altid hjerteskærende, når tiden kommer til at sige farvel til en hest, man holder af. Samtidig vidste jeg, at tiden med Charlie var på lånt tid, selv om årsagen til, at det skete netop nu, kom som en overraskelse.

Charlie kom til os for to år siden som en redningshest. Han var på vej til slagtning, men min beslagsmed sørgede for, at han i stedet kom hjem til os. Han havde en gammel skade, kunne ikke rides og gik dårligt på sine forben. På trods af det havde han et godt liv og led ikke. Det vil jeg gerne understrege over for dem, der mener, at en hest bør få fred, når livskvaliteten forsvinder. Det er jeg helt enig i, og jeg forsøger altid at træffe beslutninger ud fra hestens bedste. I Charlies tilfælde vurderede jeg, at han stadig havde en god livskvalitet. Han var 22 år gammel, da han kom til os, og han var næsten 25, da han døde.

Fredag morgen gik jeg op mod stalden, da jeg hørte Charlie kalde. Allerede halvvejs derop kunne jeg mærke, at noget var galt. Jeg fulgte lyden og fandt ham liggende med det ene bagben nede i en brønd.

Brønden er normalt indhegnet, men jeg tror, han har stået og kløet sig på nogle buske og derefter er trådt baglæns uden at opdage, hvad der var bag ham.

Han kunne ikke komme fri.

Heldigvis kender jeg en, der har en Manitou-maskine, og jeg ringede til ham med det samme. Han kom straks. Vi fik løftestropper ind under Charlie, og ved hjælp af maskinen lykkedes det os at løfte ham op og lægge ham på siden, så han havde en chance for at komme på benene igen.

Han havde fået flere dybe sår på det ene bagben. Jeg rensede og sprayede sårene så godt, jeg kunne, og ringede straks efter dyrlægen. Desværre havde de mange akutte tilfælde den dag og kunne først komme senere på eftermiddagen.

Fra det øjeblik vidste jeg, at det ikke så godt ud.

Charlie havde i mange år været meget afhængig af sine bagben for at kompensere for problemerne med forbenene. Nu havde han fået en alvorlig skade på netop de ben, han var mest afhængig af. Jeg forstod, at chancerne for at redde ham var meget små. Mere end noget andet ønskede jeg bare, at nogen kunne hjælpe ham ud af smerterne så hurtigt som muligt.

Jeg forsøgte at få fat i andre dyrlæger og ringede til alle, jeg kunne komme i tanke om. Jeg spurgte endda, om der var en jæger, der kunne hjælpe, men tilsyneladende må de ikke aflive heste og risikerer at miste deres jagttegn, hvis de gør.

Senere på eftermiddagen lykkedes det en ven at få kontakt til en person, der normalt afliver kvæg, men han var usikker på, om han havde nok medicin til en hest.

Hele dagen gjorde jeg, hvad jeg kunne for Charlie. Jeg gav ham vand, forsøgte at holde ham kølig og blev hos ham. Min ven kom tilbage med Manitou-maskinen, så vi kunne vende ham forsigtigt. Det gav mig mulighed for at massere ham og gøre ham lidt mere komfortabel.

Klokken seks om aftenen kom dyrlægen endelig, og Charlie fik lov til at falde fredeligt i søvn.

Jeg kan ikke rigtig beskrive, hvad de timer gjorde ved mig. Endnu mindre kan jeg beskrive, hvad Charlie gik igennem. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at hjælpe ham, men det var en lang og tung dag.

Dyrlægen, der kom, var et fantastisk og omsorgsfuldt menneske. Det var naturligvis ikke hendes skyld, at hjælpen lod vente på sig. De gjorde deres bedste og har et meget stort område at dække. Midt i sorgen var der alligevel en stor lettelse, da Charlie endelig fik fred.

Men så begyndte den næste udfordring.

Jeg havde tidligere tre heste, men den ene døde i februar. Tilbage var kun Charlie og Maersk, og nu stod Maersk pludselig alene.

Han har aldrig været alene før. Hele sit liv har han gået i flok, og nu var der ingen anden hest ved hans side.

Til min overraskelse tog han det utrolig pænt. Han kaldte lidt af og til, men forblev rolig og afslappet. Alligevel havde jeg allerede besluttet, at han ikke også skulle lide under ensomheden, så jeg begyndte at lede efter en ny makker til ham.

På mandag vil jeg fortælle historien om, hvordan jeg fandt Sari. ❤️