Min første ridetime
Det er snart 60 år siden, jeg havde min allerførste ridetime. Jeg husker ikke alt, men nogle øjeblikke har brændt sig fast, og de står stadig helt klare for mig.
På en eller anden måde virker det, som om jeg er født til at leve et liv med heste. Jeg ved stadig ikke hvorfor. Min mor var rædselsslagen for heste, og min far var allergisk, så ingen af dem havde egentlig været tæt på en hest. Alligevel var det hestene, der altid trak i mig. Når vi kørte bil, og jeg så en hest, sukkede jeg længselsfuldt. Og i zoologisk have var det altid ponyridningen, der fangede mig – ikke de andre dyr. Jeg kunne stå og betragte heste i timevis.
En pige i min klasse var begyndt til ridning, og jeg var voldsomt misundelig, men jeg vidste ikke, hvordan man selv kom i gang. Jeg gik allerede til både klaverspil og skøjteløb, så tanken om at spørge mine forældre om endnu en aktivitet føltes helt umulig.
Så opstod chancen. Et stort indkøbscenter fejrede 1-års fødselsdag, og Pilegårdens rideskole var der med nogle af deres heste. Børn kunne få en lille prøvetur, og rideskolen lavede reklame for deres hold. Det var den perfekte mulighed for at overtale mine forældre – og da de så, hvor lykkelig jeg blev af hestene, sagde de ja. Jeg må virkelig rose dem; de var meget søde og har støttet mig gennem hele livet.
Min mor havde en kusine, Doris, som var den eneste i familien, der havde redet – bortset fra en onkel med travheste. Når hun var på besøg, fortalte hun mig, hvad der skulle ske til min første ridetime. Jeg var spændt, nervøs og ivrig efter at bevise, at jeg fortjente at få lov at fortsætte. Hun gav mig endda sin gamle ridehjelm, mest lavet af pap egentlig, men jeg var utrolig stolt, da jeg tog den på for at besøge Pilegården første gang.
Da dagen kom, følte jeg både frygt og begejstring. Jeg fik lov at ride den største hest af dem alle, en hest der hed Faust. Hvor stor han egentlig var, ved jeg ikke – måske omkring 155 cm – men i mine niårige øjne var han kæmpestor.
Stalden bestod af spiltove med omkring 14–15 heste. Der var nogle få bokse, men de var til privatheste. Der fandtes også en mindre stald med fire spiltove og tre bokse, også til privat opstaldning. Ridehuset var lille, måske 15 x 30 meter, og alligevel var der 6–7 heste på hver ridetime.
Faust var tydeligvis begynderhesten, hvilket jeg forstod med det samme. Han rørte sig ikke ud af stedet, da jeg satte mig op. Han mærkede straks, at jeg var helt grøn. Doris havde forklaret mig, hvordan jeg skulle give schenkler, hvis hesten ikke ville gå, men jeg syntes, det var synd for ham og turde næsten ikke røre ham. Ridelæreren måtte lede ham et par omgange, så jeg fik lidt skridt – og for mig var det helt perfekt. Jeg havde klaret det! Jeg var ikke faldet af, og Faust havde været så god. Jeg var fuldstændig lykkelig.
Fra det øjeblik blev hestene og ridningen hele min verden. Alle bekymringer forsvandt, så snart jeg trådte ind i stalden. Jeg kan stadig huske navnene på alle hestene.
Normalt måtte vi elever ikke være i stalden uden for timerne. Personalet striglede og sadlede hestene op, fordi de ikke ville risikere, at vi kom til skade. Engang imellem kunne man få lov at strigle sin hest før ridetimen – og så var dagen reddet. Senere, når man blev ældre og dygtigere, kunne man få lov at blive passer for en hest, og det var mindst lige så stort som at ride.
Pilegårdens rideskole findes ikke længere. Den lukkede for mange år siden. Men minderne fra den tid bærer jeg stadig i mit hjerte.
Jeg har desvärre ikke noget billede fra Pilegården men dette er nok det äldste jeg har hvor jeg sidder på en hest (Dolan)