Min tid som sadelmager
Jeg har altid haft en stærk vilje og aldrig rigtig tænkt i begrænsninger — heller ikke selvom folk hele tiden sagde til mig: “Man kan ikke tjene penge på heste. Det er bare en hobby, og de koster kun penge.”
Men i mit logiske hoved tænkte jeg, at nogen må jo tjene penge på heste. De, der laver udstyr til hestene, må jo have en indtjening — ellers ville der jo ikke være nogen til at levere foder og udstyr. Og der fandtes jo også rideskoler, som tjente penge på deres elever.
Skaberglæde har altid været en af mine stærke sider.
Da jeg som barn fik mulighed for at gå til ungdomsskole, som det hed dengang, kunne man tilmelde sig forskellige aftenkurser — helt gratis.
Jeg ville gerne gå til det hele, men måtte jo vælge, og det blev keramik og læderarbejde.
Der gik ikke mange gange, før jeg gerne ville sy en trense. Jeg fik lov, så længe jeg selv betalte for materialerne, for det var dyrt.
Det var fantastisk sjovt! Og det var dér, jeg fik ideen om, at jeg jo kunne uddanne mig til sadelmager.
Som jeg har fortalt før, var det gode kontakter, der gjorde, at jeg fik lov at starte i lære hos en sadelmager i København, som kunne lære mig håndværket.
Det var spændende — og følelsen af at kunne skabe så smukke ting, især til heste, var helt fantastisk.
Den sadelmager, jeg var hos, lavede blandt andet ponnyseler, som var svære at få fat i dengang. Rigtige seler i ministørrelse — ikke bare en simpel brystrem og hovedtøj med skyklapper og emblem.
Med den viden tænkte jeg, at jeg kunne starte mit eget sadelmageri — for det var jo præcis dét, jeg ville.
Det er ikke nemt at starte en virksomhed, før folk ved, hvem man er, og hvilket arbejde man laver.
Jeg fik alle mulige mærkelige opgaver — bønderne kom med deres gamle lokseler, der var samlet med ståltråd og ballesnor.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tage for det — jeg ville jo ikke være for billig, men jeg ville heller ikke skræmme kunderne væk.
Det tager tid at opbygge tillid, men jeg lavede et godt stykke arbejde, og efterhånden kom kunderne igen.
Jeg lærte at lave ting, man ikke kunne købe i Börjes — som meget små grime eller meget store.
Billige produkter bliver jo kun lavet i standardmål, så det var en stor fordel at kunne sy grime efter den enkelte hest.
Jeg sørgede også altid for at bruge gode materialer, så det holdt.
Jeg lavede også andre ting — flotte geværremme til jægere, som blev meget populære.
Jeg lavede udstyr til brandvæsenet og armskinner til politiet, når de trænede hunde.
Det med tilliden blandt bønderne havde også en anden side.
Jeg husker engang, det bankede på døren. Jeg gik ud og åbnede, og der stod en mand med en sele.
Han kiggede forbi mig, som om han ledte efter nogen inde i huset, og spurgte, om han kunne få lov at tale med sadelmageren.
Med et lille smil sagde jeg: “Det er mig.”
Han kiggede mistroisk længe på mig og sagde så: “Nå… det havde jeg ikke lige regnet med.”
Men jeg fik lov at reparere hans sele — og han var faktisk tilfreds med resultatet.
Det lykkedes mig aldrig at leve helt af sadelmageriet. Jeg var altid nødt til at have en ekstra indtægt.
Jeg lejede bokse ud, lejede min lade ud, holdt aftenkurser for AOF, købte ungheste og red dem til, arbejdede deltid på et hotel og plukkede jordbær.
Alligevel var jeg glad, for jeg kunne selv bestemme over min tid og arbejde hjemmefra.
Og jeg mødte mange dejlige mennesker.
Da jeg begyndte at handle med heste, stoppede jeg med sadelmageriet — men jeg har haft stor glæde af det, når jeg skulle tilpasse eller reparere udstyr.
Jeg har stadig mine værktøjer og en del materialer, selvom jeg ikke har rørt dem i mange år.
Og nu er tiden kommet igen — jeg skal gøre Maersks sele større, så den passer ham.
Og jeg mærkede, at jeg faktisk glæder mig til at tage en syl i hånden igen.